Jeg
har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år,
og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under
folkeafstemnings-
kampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog
hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven." - Jens Otto Krag, Statsminister
Han
mistede aldrig sin store folkelige popularitet. Han var og
blev arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen,
statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer
og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner." - Gregers Dirckinck-Holmfeld, Forfatter
Det
handler ikke om noget partipolitisk, for det er irrelevant.
Som statsminister havde han en enorm integritet og præcision,
men alligevel også en folkelighed uden at lefle. Han holdt
fast i sine principper, men talte alligevel, så alle kunne
forholde sig til det. Det står for mig som en anden type
folkelighed, én jeg virkelig værdsætter." - Susanne Bier, Filminstruktør
Jeg
har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i
dag, hvor han som en gammel mand stiller sig op på
talerstolen for at fortælle om sit liv. Det er da godt gået.
Det sjove er, at min datter, Pil, er begyndt at synes det
samme. Sidste år inviterede hun ham op på gymnasiet i Ringe,
hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem, efter han havde
holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt at have
sådan en morfar".
- Mette Kvist Jørgensen,
Antropolog og Keramiker,
Ankers datter
Som
tidligere nævnt flyttede Anker Jørgensen sammen med sin kone
Ingrid ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien
med de 4 unger ind i en lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på
Borgbjergvej 1 med udsigt fra tredje sal til baneterrænet. Her i
2006 en menneskealder senere bor Anker stadig i nummer 1 på
Borgbjergvej, hvor alle passer på ham.
I 1997 mistede Anker sin elskede livsledsager og bedste kammerat
gennem 50 år, Ingrid, der fulgte ham i tykt og tyndt. Til bladet 3F
fortalte Anker i et interview i juni 1998:
"Det
forstår man nok aldrig. Jeg tænker ofte over det. Det er noget,
som skal erkendes hver dag. Hjernen siger, at det er sådan. Men
hjertet siger, at det kan ikke være rigtigt.
En af mine stille fornøjelser er at køre en tur og vælge en vej,
som jeg ikke har planlagt. Det gjorde vi også, da min kone
levede."
Tabet
af hende har fået ham til at tænke mere over døden og angsten for
at slutte livet med en kamp mod en alvorlig sygdom:
"Vi
får jo ikke lov til at leve evigt, og det er faktisk også godt, at
vi ved, at vi skal dø. Ellers ville vi ikke påskønne livet. Nogle
frådser livet væk alligevel."
Dorte
A. Christiansen, der igennem mange år arbejdede som
privatsekretær for Anker Jørgensen i Statsministeriet, beretter i
sin erindringsbog fra 2003 Så Slip Dog Den Høne!, hvordan
Anker og Ingrid med stor kærlighed kunne fortælle om deres hjørnelejlighed
på Borgbjergvej, hvor deres børn var vokset op, og hvor de i årevis
havde gået aftenture hånd i hånd.
Hun kunne også fortælle, hvordan Anker som ellers travl
statsminister mestrede kunsten i lige at lægge sig på sofaen i
ministerkontoret i ti minutter eller småløbe en tur rundt om
Christiansborgs ridebane - så var han udhvilet og klar til resten
af dagen og aftenen med:
"Det
var på sådan en løbetur, han stoppede op foran et ungt japansk
turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves
forsøg på at nå tilbage foran linsen, kysse hinanden inderligt,
inden selvudløserknappen koblede sig selv på. Venligt tilbød
Anker at agere fotograf. De takkede ham overstrømmende .. på
flydende japansk, men Anker var ikke i tvivl om lydenes betydning, så
han muntrede sig med at svare dem, at nu var de i alt fald foreviget
og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis de fik brug for hjælp, måtte
de endelig ringe til ham. Værsko, her var hans visitkort.
Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op
for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var
fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."
I
et interview med Karin Ribe fra Boligselskabet AKB's blad
fortalte Anker i december 2002, at han aldrig havde forstået,
hvorfor nogle havde undret sig over, at han og familien blev boende
i deres lejlighed i alle disse år:
"Men
sådan er livet lidt mærkeligt. Det synes at være en uskreven lov
om, at når man bliver noget ved musikken - det kan vi vel godt
kalde det, ikke ? - så skal man flytte fra det arbejderkvarter, man
kommer fra. Og det synes jeg ikke, man skal. Og jeg har i hvert fald
ikke haft lyst til det ... Det har været helt naturligt, og ingen
ståhej på grund af det.
Men en dag, da min kone Ingrid levede, sagde jeg til hende: Synes du
ikke, vi skulle invitere hele opgangen op ? Det gjorde vi så - sådan
noget tag-selv-bord, og det var meget hyggeligt."
I
vil også fra forskellige sider af samfundet møde kravet om,
at I må have en livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I
end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være
menneskelig." - Anker Jørgensen i en tale til konfirmander i 1966
Meget
enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært
mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og
strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og
bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for
menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud
og sige: kærlighed." - Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995
Man
kan studere sig til en stadig bedre argumentation for dèt,
man føler er rigtigt. Men dèt, der er afgørende for
retningen, man vælger, dèt er hjertet ..." - Anker Jørgensen i 1999
Vi
risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få
en dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber." - Anker Jørgensen om Irak-krigen i marts 2003