Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under folkeafstemnings-
kampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven."
- Jens Otto Krag, Statsminister


Han mistede aldrig sin store folkelige popularitet. Han var og blev arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen, statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner."
- Gregers Dirckinck-Holmfeld, Forfatter


Det handler ikke om noget partipolitisk, for det er irrelevant. Som statsminister havde han en enorm integritet og præcision, men alligevel også en folkelighed uden at lefle. Han holdt fast i sine principper, men talte alligevel, så alle kunne forholde sig til det. Det står for mig som en anden type folkelighed, én jeg virkelig værdsætter."
- Susanne Bier, Filminstruktør


Jeg har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i dag, hvor han som en gammel mand stiller sig op på talerstolen for at fortælle om sit liv. Det er da godt gået. Det sjove er, at min datter, Pil, er begyndt at synes det samme. Sidste år inviterede hun ham op på gymnasiet i Ringe, hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem, efter han havde holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt at have sådan en morfar".
- Mette Kvist Jørgensen,
Antropolog og Keramiker,
Ankers datter

Forsiden
Folkeeje
Landsfader
Barndom
Ungdom
Krigen
Efter krigen
Karrieren
Statsminister
Folkets Mand
J. O. Krag
Mennesket
Borgbjergvej
Kære Andrea
Hædersmand
Et Otium
Auschwitz
Ode Til Anker
Fotos
Kontakt

 

Som tidligere nævnt flyttede Anker Jørgensen sammen med sin kone Ingrid ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt fra tredje sal til baneterrænet. Her i 2006 en menneskealder senere bor Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passer på ham.

I 1997 mistede Anker sin elskede livsledsager og bedste kammerat gennem 50 år, Ingrid, der fulgte ham i tykt og tyndt. Til bladet 3F fortalte Anker i et interview i juni 1998:

"Det forstår man nok aldrig. Jeg tænker ofte over det. Det er noget, som skal erkendes hver dag. Hjernen siger, at det er sådan. Men hjertet siger, at det kan ikke være rigtigt.

En af mine stille fornøjelser er at køre en tur og vælge en vej, som jeg ikke har planlagt. Det gjorde vi også, da min kone levede."

Tabet af hende har fået ham til at tænke mere over døden og angsten for at slutte livet med en kamp mod en alvorlig sygdom:

"Vi får jo ikke lov til at leve evigt, og det er faktisk også godt, at vi ved, at vi skal dø. Ellers ville vi ikke påskønne livet. Nogle frådser livet væk alligevel."

Dorte A. Christiansen, der igennem mange år arbejdede som privatsekretær for Anker Jørgensen i Statsministeriet, beretter i sin erindringsbog fra 2003 Så Slip Dog Den Høne!, hvordan Anker og Ingrid med stor kærlighed kunne fortælle om deres hjørnelejlighed på Borgbjergvej, hvor deres børn var vokset op, og hvor de i årevis havde gået aftenture hånd i hånd.

Hun kunne også fortælle, hvordan Anker som ellers travl statsminister mestrede kunsten i lige at lægge sig på sofaen i ministerkontoret i ti minutter eller småløbe en tur rundt om Christiansborgs ridebane - så var han udhvilet og klar til resten af dagen og aftenen med:

"Det var på sådan en løbetur, han stoppede op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran linsen, kysse hinanden inderligt, inden selvudløserknappen koblede sig selv på. Venligt tilbød Anker at agere fotograf. De takkede ham overstrømmende .. på flydende japansk, men Anker var ikke i tvivl om lydenes betydning, så han muntrede sig med at svare dem, at nu var de i alt fald foreviget og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham. Værsko, her var hans visitkort.

Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."

I et interview med Karin Ribe fra Boligselskabet AKB's blad fortalte Anker i december 2002, at han aldrig havde forstået, hvorfor nogle havde undret sig over, at han og familien blev boende i deres lejlighed i alle disse år:

"Men sådan er livet lidt mærkeligt. Det synes at være en uskreven lov om, at når man bliver noget ved musikken - det kan vi vel godt kalde det, ikke ? - så skal man flytte fra det arbejderkvarter, man kommer fra. Og det synes jeg ikke, man skal. Og jeg har i hvert fald ikke haft lyst til det ... Det har været helt naturligt, og ingen ståhej på grund af det.

Men en dag, da min kone Ingrid levede, sagde jeg til hende: Synes du ikke, vi skulle invitere hele opgangen op ? Det gjorde vi så - sådan noget tag-selv-bord, og det var meget hyggeligt."


 

I vil også fra forskellige sider af samfundet møde kravet om, at I må have en livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig."
- Anker Jørgensen i en tale til konfirmander i 1966

Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed."
- Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995

Man kan studere sig til en stadig bedre argumentation for dèt, man føler er rigtigt. Men dèt, der er afgørende for retningen, man vælger, dèt er hjertet ..."
- Anker Jørgensen i 1999

Vi risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få en dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber."
- Anker Jørgensen om Irak-krigen i marts 2003




© Louis Bülow
2011-13

Forside    |    Kontakt