Hvorfor gjorde han det ? Hvorfor satte han sit eget liv på spil og brugte millioner på at redde sine jøder fra den visse død i dødslejrenes helvede ? I dé år døde millioner af jøder i Treblinka, Majdanek og Auschwitz - men Schindlers jøder overlevede mirakuløst ..
Oskar Schindler blev berømt som den centrale figur i Spielbergs film Schindlers Liste - en kynisk udnytter af slavearbejdere under anden verdenskrig, sortbørshaj, medlem af nazipartiet, en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe, men samtidigt én af de største, om ikke dén største, humane skikkelse i Holocausts rædselsvækkende historie.
Schindler blev allerede i begyndelsen af tresserne hædret i Israel og opfordret til at plante et træ i De Retfærdiges Allè, der leder op til Yad Vashem-museet i Jerusalem. En mindeplade i Park of Heroes hylder ham som frelser af flere end 1200 jøder. I dag er der 7.000 efterkommere af Schindlers jøder, bosat i USA og Europa, mange i Israel. Før anden verdenskrig udgjorde jøderne 3,5 millioner af Polens befolkning - i dag skønnes der at være mellem 3 og 4 tusinde tilbage.
Men denne Oskar Schindler passer ikke helt ind i vor opfattelse af den barmhjertige samaritan som Gandhi med sit spartanske lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt. For godhed drikker ikke, holder ikke elskerinder på stribe, bærer ikke prangende nazi-emblem ...
End ikke hans nærmeste venner har kunnet gennemskue hans motiver, men Oskar Schindler nåede den højeste grad af humanisme og gav sine jøder en ny chance, et nyt liv. Et mirakel, han kunne gennemføre ved at spille på de selvsamme talenter, som gjorde ham til en behændig krigsspekulant: flair for præsentation, bestikkelse, storslåede armbevægelser.
I sin berømte bestseller Schindlers Liste fortæller forfatteren Thomas Keneally, at den mest udbredte sætning blandt Schindlers jøder endnu i dag er denne: "Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det ..." Keneally giver selv en antydning i sin beskrivelse af Schindlers barndom, et strengt katolsk hjem præget af dyb religiøsitet med en jødisk rabiner-familie som nærmeste naboer. Rabinerens to sønner var Oskars bedste venner i alle barndomsårene.
Steven Spielberg, som filmatiserede romanen og skabte sin berømmede syvdobbelte oscarvinder, sagde i et interview med Der Spiegel, at Oskar Schindler simpelthen var "ein guter Mensch", hvis dybe humanisme fik ham til at løbe helt ekstreme personlige risici for at redde sine jøder.
Irving Glovin, Schindlers advokat og personlige ven, mødte Oskar tilbage i 1963 og købte rettighederne til filmen i 1980. Han har i et nyligt interview talt om Schindler ikke alene med hengivenhed, men også dyb beundring: "Han drak, ja, han drak. Han holdt af kvinder. Han brugte bestikkelse, men han bestak i en god mening. Og det virkede. Havde han ikke været dét menneske, han var, ville det ikke være lykkedes for ham. Han gjorde alt for at frelse menneskeliv - han var et sandt menneske, i ordets bedste betydning."
Schindler i Israel og USA kort før sin død
Emilie Schindler, enke efter Oskar Schindler, er nu 93 år og bor i sit lille hus i San Vicente sydvest for Buenos Aires, Argentina. I sine erindringer A Memoir fortæller hun, at Oskars sidespring var utallige, men efter hver affære vendte han som en skamfuld skoledreng altid tilbage til sin Emilie og bad om tilgivelse - og fik den. Men på trods af sine åbenbare svagheder og fejl havde Oskar Schindler et stort hjerte og var altid parat til at hjælpe enhver i nød. Som Emilie skriver: "Han var imødekommende, venlig, usædvanligt generøs og næsten barmhjertig, men meget umoden .."
Da ægteparret Schindler i 1957 efter 8 års kamp for tilværelsen måtte se en truende økonomisk fallit i øjnene i Argentina, rejste Oskar Schindler alene tilbage til Europa og slog sig ned i en lille et-værelses lejlighed Am Hauptbahn 4 i Frankfurt Am Main. Emilie havde en vag fornemmelse af, at han nu havde forladt hende for altid, og det kom til at slå til. "Det første, han gjorde, var at sælge sin returbillet og så ellers bruge pengene på cognac og kvinder", konstaterede hun bittert. Hun så aldrig Oskar siden, men han fortsatte med at sende hende breve i alle de følgende år. Skuffet, træt og desillusioneret smed hun efterhånden brevene uåbnede i den gamle kakkelovn.
Schindlers liv var nu helt afhængig af gaver og penge fra dè jøder, han frelste. En Schindler-jøde, Moshe Beijski, der senere blev israelsk højesteretsdommer, kunne kærligt fortælle, at sendte man Schindler 3.000 dollars, brugte han pengene på to til tre uger. For derefter at ringe for at fortælle, at han ikke havde en penny ......
Schindler med jøder, han frelste
Oskar Schindlers måske nærmeste ven, Poldek Pfefferberg, der døde for nylig i USA, fortalte ofte, hvorledes Schindler i 1944 var multimillionær og så let som ingenting kunne have taget pengene med til Svejts. I stedet brugte han hver en pfennig til mad, tøj, medicin og bestikkelser for at sikre sine jøder. Da Pfefferberg spurgte Schindler hvorfor han gjorde det, svarede han: "Der var ikke noget valg. Hvis du ser en hund blive kørt over, ville du så ikke hjælpe ..?"
Murray Pantirer, en anden Schindler-jøde, kunne i et interview for nylig fortælle, at Schindler en aften efter krigen fortalte ham om sine motiver over en flaske cognac: "Jeg var medlem af nazipartiet, men da de begyndte at slå uskyldige mennesker ihjel, besluttede jeg at arbejde imod dem og redde så mange som overhovedet muligt."
Fra Schindlers Liste
Oskar Schindler selv fortalte sjældent direkte om sine motiver. En undtagelse var et interview i tysk TV i 1964, hvor han løftede lidt af sløret, mens han stod foran sin beskedne lejlighed:"Forfølgelsen af jøderne i det besatte Polen fik mig til at se uhyrlighederne. I 1939 blev de tvunget til at bære Jødestjernen, mens de blev stuvet sammen i ghettoer. Senere i 1941 og 1942 var der masser af beviser for den rene sadisme. Mennesker opførte sig som vilde dyr, og jeg følte, at jøderne blev udslettet. Jeg måtte hjælpe dem. Der var ikke noget valg ..." I
1972, to år før han døde, fortalte Oscar Schindler en ven:
|
"Hvad kan jeg sige ? De er mine venner. Jeg ville gøre det igen og igen - for jeg hader grusomhed, vold og intolerance." |
© 2005-2007. Louis Bülow. All Rights Reserved.
