LEONID BREZHNEV

Vejen til magten

 

USA`s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger kunne i andet bind af sine memoirer oplyse, at Sovjetunionens mangeårige præsident og partichef Leonid Brezhnev i årevis legede med tanken om at udslette Kina i et præventivt atomangreb.Disse oplysninger fik det til at løbe koldt ned af ryggen på en række førende "kremlologer", der nu fik deres værste anelser bekræftet.

Leonid Brezhnev var en hensynsløs og opportunistisk karrierepolitiker med undertrykkelse og terror som speciale – en mand, der banede sig vej frem til sin førende position ved uhæmmet brug af den rå vold.

Hans mest fremtrædende karaktertræk var hans politiske opportunisme. Han var i besiddelse af et aldrig svigtende politisk instinkt, og takket være dette kunne han holde balancen på sin farlige klatretur mod magtens tinder. Intet opportunistisk omslag, ingen siksak-vej var ham for besværlig og lang i hans uvægerlige styren mod magten. Uden vaklen ryddede han den ene efter den anden af vejen af dem, der havde støttet og hjulpet ham i hans karriere. Det er rigtigt, at han var loyal overfor enkelte af sine fæller – nemlig dem, der aldrig var uenige med ham, og som altid underkastede sig ham. Denne loyalitet var i øvrigt ingen ublandet dyd, når man betragter medarbejdere som den senere partichef Jurij Andropov, i mange år en hensynsløs leder af det hemmelige sovjetiske politi.

En anden kraftkilde var Brezhnevs ganske enestående brutalitet. Han var selv efter sovjetisk målestok usædvanlig kynisk i sine metoder, og den rå vold var hans speciale i et kvart århundrede. Han steg op til tinderne over den hurtigste vej, der førte til magten i Sovjet – over dynger af lig. Dèt faktum, at netop han kunne sætte sig tilrette ved eneherskerens skrivebord i Kreml, mens tusinder af hans mindre hårdkogte kolleger blev udrenset, var vidnesbyrd om, hvilket stof han var gjort af. En tyran, formet i Stalins billede ….

Leonid Brezhnev nåede op til Sovjetunionens øverste magtsfærer allerede i 1952, da han blev medlem af såvel Centralkomiteen som partiets Politbureau. På revolutionsdagen stod han nu på toppen af Leninmausoleet i partielitens inderkreds og skuede ned over mængden på Den Røde Plads.

Hans karriere havde i de fleste henseender fulgt det almindelige, ligefrem skrigende banale sovjetmønster. Som nybagt maskiningeniør søgte han i sommeren 1931 om medlemskab i kommunistpartiet i den ukrainske Sovjetrepublik. På dette tidspunkt kom Brezhnev i forbindelse med dèn mand, der skulle komme til at betyde så meget for ham i hans videre karriere, nemlig partisekretær Nikita Khruschev. Denne var allerede godt på vej op i graderne, og da han i 1938 blev udnævnt til generalsekretær for partiet i Ukraine, trak han den kun 32-årige Brezhnev med sig ind i det øverste administrationsapparat.

Stalin havde netop gennemført sine store Moskva-processer, og der var masser af plads i partiet, især i toppen, for nye mænd med stærke nerver, blind fanatiske og først og fremmest en robust samvittighed. Stalin ønskede èn gang for alle at få sat en stopper for den voksende uro i Ukraine og sendte Khruschev og Brezhnev til hovedstaden Kiev med dette for øje.

Udrensningsholdet Khruschev-Brezhnev arbejdede effektivt. Ifølge forsigtige beregninger blev 60% af det ukrainske partiapparat likvideret, for ikke at tale om de tusinder af menige partimedlemmer og deres sammensvorne, de "klassefjendtlige elementer".

Samarbejdet mellem de to mænd blev særlig nært under krigen, da Khruschev sad i militærrådet for Ukrainefronten, mens Brezhnev gjorde tjeneste som politisk kommissær og senere som chef for den politiske administration i den 8. Armè. Han kunne således sidde i betryggende afstand bag fronten og udstede ordrer til de kæmpende tropper om at holde ud til det sidste. Under forsvaret af Novorossisjk gav Brezhnev med pokeransigt ordre til i hundredevis af henrettelser på stedet af såkaldt politisk upålidelige elementer. Når byens indbyggere kæmpede så tappert, var det ikke uden en vis forbindelse med, at de frygtede Brezhnevs eksekutionspelotoner endnu mere end tyskerne.

Efter at have aflivet tilstrækkeligt mange mennesker til at hans effektivitet og loyalitet måtte anses for godtgjort, blev Brezhnev umiddelbart efter krigens afslutning kaldt til Moskva for at få sin belønning. Han blev udnævnt til partiets førstesekretær i Unionsrepublikken Moldavien, hvor han indledte en hensynsløs undertrykkelse, der kom til at vare i næsten 6 år. Brezhnev fik overdraget at forestå genopbygningen af én af de mest hærgede republikker i Sovjetunionen, og han stod overfor de vanskeligste opgaver i sit liv. Han skulle bygge et nyt kommunistisk partiapparat op og udrense resterne af det gamle apparat indenfor alle grader. Enhver, som havde samarbejdet med fjenden – og selv den svageste kritik af Sovjetregimet blev betegnet som samarbejde – blev likvideret. Brezhnev var så hensynsløs som nogen i sine metoder, og han kom ikke sovende til sit øgenavn – Moldaviens slagter!

For sin overmåde effektive indsats blev han belønnet i slutningen af 1952, hvor Stalin kaldte ham til Moskva og gjorde ham til én af partiets spidser. Men efter diktatorens død i marts 1953 kom Brezhnev ud for alvorlige vanskeligheder. Ved kommunistpartiets 19. Kongres et halvt år i forvejen var han blevet ophøjet til medlem af Politbureauet, men da de nye ledere med ministerpræsident Malenkov i spidsen reducerede bureauets medlemstal fra 25 til 10, var han blandt dem, der blev udstødt.

Han blev nærmest trampet ned i det stormløb mod magtens tinder, som blev udløst ved Stalins død. Hans morderiske fanatisme og energiske spytslikkeri overfor den gamle diktator havde kompromitteret ham så meget, at den nye ledelse i Kreml besluttede at degradere ham til en ubetydelig stilling i marineministeriet.

Men Khruschev glemte ikke sin protegè og gamle medarbejder fra Ukraine. Målbevidst arbejdede han sig op ad den politiske rangstige i Kreml, og da han i januar 1955 afsatte Malenkov som ministerrådets formand, havde han vundet kontrol med såvel parti som regering. Da blev Brezhnev igen hentet frem fra glemslen og placeret i partiledernes første række.

Han blev først sendt til Kazakhstan som partiets førstesekretær og fik her til opgave at gennemføre Khruschevs planer om en opdyrkning af de enorme "jomfruelige" jorder. Khruschev havde sat hele sin prestige ind på dette gigantiske projekt, som takket være Brezhnev virkelig blev en succes. Han kaldtes tilbage til Moskva og blev som tak for sin indsats udnævnt til partisekretær i Centralkomiteen.

Da han tilsyneladende havde indladt sig på magtpolitiske konspirationer, vakte han sin herre og læremesters mishag, og blev i maj 1960 fjernet fra partisekretariatet og "sparket" opad til den politisk ubetydelige stilling som Sovjetunionens præsident – i virkeligheden et drastisk skud nedad rangstigen. Men Brezhnev blev taget til nåde igen 4 år senere, hvor han i juli 1964 vendte tilbage til det interne partiarbejde i centralkomiteen – nu endeligt som Khruschevs designerede efterfølger.

De to mænds politiske karrierer havde indtil da været nøje forbundne. Det var Khruschev, der i sin tid havde opdaget den unge fremadstræbende Brezhnev i Ukraine, taget ham under sine stærke vinger og ført ham til tops i partiet. Han skyldte Khruschev alt, og han viste sin taknemlighed ved i oktober 1964 at berøve denne alle partiposter og statsembeder .….

Brezhnev med sin nære medarbejder, gammelstalinisten Suslov

 

Brezhnev overtog således Stalins og Khruschevs stilling som partiapparatets generalsekretær og arvede forgængernes altfavnende magt. Han kunne således ufortøvet fortsætte sin voldskarriere.

Det var ham, der sendte de russiske tankhorder mod Tjekoslovakiet og Afghanistan, idet han overlod det grovere arbejde til sin overbøddel, politichefen Jurij Andropov.

Det var Brezhnevs hænder, der trak i dè snore, der dirigerede marionetten Jaruzelsky i Warzhawa og kuede millioner af polakker til underkastelse.

Selv om Brezhnev udenrigspolitisk ihærdigt prøvede at stikke blår i øjnene på den øvrige menneskehed, så kendte folkene i hans røde imperium ham som dèn, han var: Moldaviens, Tjekoslovakiets, Afghanistans og Polens slagter.

Hans rettesnor var Lenins berømte definition af diktaturets idè:

Dèt og intet andet."

Louis Bülow

Brezhnev

BREZHNEV. A STAGNATION AGE LEADER