Den Danske Schindler

Vilhelm Leifer
Frihedsmuseets Modstandsdatabase
 42L0000034

I 2013 er det 70 år siden, at det lykkedes hovedparten af de danske jøder at flygte over Øresund til sikkerhed i det neutrale Sverige og således undslippe nazisternes klapjagt og deportationer - en historisk enestående aktion.

Den danske politifuldmægtig Vilhelm Leifer spillede en vigtig rolle i bestræbelserne på at hjælpe de forfulgte ud af det besatte Danmark. Han var én af de centrale figurer under hele modstandskampen, lige fra illegalt efterretningsarbejde og flugtruter til sabotageaktioner og stikkerlikvideringer.

Men som hovedperson i efterkrigstidens Leifer-sager blev Vilhelm Leifer samtidigt én af besættelsestidens mest kontroversielle skikkelser – stadig omstridt dèn dag i dag. Han er blevet kaldt den danske Schindler, for under besættelsen reddede han hundredevis af forfulgte fra udryddelse. Om det drejede sig om kommunister, højrefolk, modstandsfolk, jøder eller gamle studiekammerater – alle kunne finde hjælp og beskyttelse hos den godhjertede politifuldmægtig.

Men det var krigstid, og hans indsats i det godes tjeneste krævede utraditionelle – ofte lyssky - metoder, som danske myndigheder fordømte.


Oskar Schindler


Hvor Oskar Schindler efter krigen blev udødeliggjort som en af de store humane skikkelser i Holocaust, blev Vilhelm Leifer fængslet af de danske myndigheder, sigtet for landsforræderi, værnemageri, skyldnersvig og medvirken til drab.

Et retsopgør helt i tråd med befrielsesregeringen Vilhelm Buhl, hvor statsministeren i sit budskab til befolkningen den 5. maj 1945 krævede afregning med landsforræderne: ”Hurtigt og håndfast skal denne afregning være, men ogsaa retfærdigt. Den samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive sabotører til de danske myndigheder.

Derimod beskrev højesteretssagfører C. B. Henriques fra Mosaisk Troessamfund, der senere gik i brechen for Leifer, retsopgøret med besættelsestidens landssvigere med et ofte citeret udtryk: landet var "et juridisk galehus".

Allerede den 9. april 1940, da Danmark blev besat af de tyske tropper, besluttede Leifer sig for at spille sit helt eget spil i besættelsestidens Danmark. Han var ansat under rigspolitichefen på Politigården i København, hvor den samlede stab tidligt på formiddagen blev indkaldt til krisemøde i parolesalen for at tage bestik af situationen.

Den danske regering, kongen og rigsdagen forsøgte at få det bedst mulige ud af tingenes tilstand og var i de hektiske morgentimer blevet enige om, at egentlig væbnet modstand kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse blev taget til efterretning under protest.

Efter mødet i parolesalen skaffede Vilhelm Leifer sig adgang til politiets sagsmapper og registre, og med sin private navneliste i hånden fjernede han resolut 23 kartotekskort og andet arkivmateriale, der ville have bragt en lang række menneskeliv i fare, hvis det var faldet i tyskernes hænder. Det gjaldt personfølsomt materiale fra såvel Københavns opdagelsespoliti som sikkerhedspolitiet.

Leifer nåede at tilintetgøre mange følsomme papirer, der gik op i røg i Politigårdens fyr, inden den øverste ledelse fattede mistanke. Sidst på eftermiddagen den 9. april udstedte rigspolitichefen Eigil Thune Jacobsen så ifølge Leifer ordre om, at intet arkivmateriale måtte destrueres.

Betydningen af Leifers dristige handling den 9. april viste sig måske især, da det danske politi efter krav fra den tyske besættelsesmagt den 22. juni 1941 gik i gang med en landsomfattende razzia for at arrestere en lang række kommunister. De mange anholdelser skete næsten udelukkende på grundlag af dansk politis oplysninger på Politigården vedrørende personer under mistanke for illegal virksomhed. Næsten alle 23 navne fra Leifers liste undgik at blive arresteret, og de kunne stille gå under jorden.

Som daglig leder af Rigspolitiets visumkontor sad Leifer i en central stilling i besættelsestidens Danmark, hvor han skulle administrere alle ansøgninger om udrejse til udlandet. Han var leveringsdygtig i alle slags legitimationspapirer, pas, passèrsedler med mere, og fra starten var han involveret i modstandsarbejdet.

Med den ene hånd sørgede Leifer for, at folk, der var forfulgt af tyskerne og ikke kunne opnå udrejsetilladelse, ganske officielt blev afvist, mens han med den anden hånd noterede deres navne og adresser ned og herefter skaffede dem udrejse på anden måde.

Midt under besættelsen, den 2. september 1942, gik statsminister Vilhelm Buhl til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé og holdt sin historiske antisabotagetale til det danske folk. Mange sad ved radioapparaterne og lyttede, da landets førstemand i stærke vendinger fordømte sabotageaktionerne og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet: ”Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf …”

Måske især Buhls tale fik Leifer til at sætte alt på spil – penge, karriere, sit liv - i kampen for at redde ofrene for den tyske besættelsesmagt. Han brugte egne penge for med båden Mågen at få etableret sin egen illegale flugtrute over Øresund, der kunne hjælpe modstandsfolk, jøder og forfulgte i øvrigt ud af det besatte Danmark. Mågen sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro under godset Gjorslev på Stevns, og hjemad medbragtes ofte illegale tryksager og bøger, trykt i Sverige.

Det var også omkring dette tidspunkt, at Vilhelm Leifer aflagde et privat besøg hos en tysk kontaktmand, Horst Gilbert, i lejligheden på fjerde sal på Sortedam Dossering 29 på Østerbro i København. Trods sin civile optræden som redaktør i Skandinavisk Telegram Bureau var Gilbert tillige tilknyttet den tyske efterretningstjeneste og havde rang som SS-Standartenführer. Han var dansk gift og blev betragtet som Hitler-fjendligt indstillet.

Leifer blev præsenteret for en af Gilberts bekendte, en lille, ældre herre med gråsprængt, nærmest snehvidt hår: Oberingenieur Harry Bauer. Først adskillige måneder senere - i april 1943 – afslørede Gilbert overfor Leifer, at denne Harry Bauer i virkeligheden var identisk med chefen for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, admiral Wilhelm Canaris.

Det var skæbnens ironi, at Vilhelm Leifer – selv en tvetydig og gådefuld skikkelse - denne aften i København skulle løbe ind i den legendariske admiral. Canaris var Det Tredje Riges helt store skyggespiller, der længe blev betragtet som én af Hitlers bedste håndlangere. Men i virkeligheden saboterede han Hitlers planer og satte alt på spil for at bekæmpe dèn mand, hvis fjende og håndlanger han var på samme tid.

Admiral Canaris blev arresteret af SS efter det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944, og da krigen nærmede sig sin afslutning, gav Hitler ordre til at henrette sin mangeårige efterretningschef. Om morgenen den 9. april 1945 efter en kort skinproces blev Canaris hængt i fængselsgården i KZ Flossenburg.

Allerede den 14. oktober 1944 faldt Horst Gilbert som offer for sit farlige dobbeltspil. Han blev forsøgt likvideret af den danske modstandsbevægelse, blev hårdt såret og døde en måned senere.

Også Leifer spillede et farligt dobbeltspil, hvor han på den ene side havde et nært samarbejde med fremtrædende modstandsfolk som Bent Fauerschou-Hviid (Flammen), Jørgen Haagen Schmidt (Citronen), Svend Aage Nielsen (John), Jens Lillelund og godsejer Flemming Juncker, der under besættelsen stod bag et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland.

Samtidigt indebar Leifers komplicerede spil tætte kontakter med ledende nazister i tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus, blandt andre Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann, chefen for den tyske udlandsspionage i Danmark, Hermann Seibold, og Horst Gilbert.

Vilhelm Leifer forsøgte med vanlig energi at spille på alle tangenter på samme tid, og i januar 1944 var jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han måtte flygte til Sverige. Han nåede lige at deltage i Flammens sidste fødselsdag i begyndelsen af januar 1944. Under opholdet i Sverige blev Leifers lejlighed i Ynglingagatan i Stockholm et midlertidigt tilholdssted for Flammen, der skulle restituere sig efter at være blevet såret under et forsøg på at likvidere Hermann Seibold den 29. januar 1944.

Efter krigen forklarede ledende nazister som Otto Bovensiepen, Hoffmann og Seibold under politiafhøringer, at de følte sig overbeviste om, at Leifer stod bag adskillige likvideringer, fordi han angiveligt – som det hed i en afhøringsrapport – ”ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.”

Også likvideringen af den 26-årige Jane Horney blev i mange år kædet sammen med Vilhelm Leifer, der i marts 1946 blev afhørt af anklagemyndigheden om drabet. Den svenske kvinde, der havde lært Leifer at kende gennem sit arbejde for Horst Gilbert i Skandinavisk Telegram Bureau, havde desuden tætte forbindelser til såvel modstandsbevægelsens folk som naziofficerer.

Angiveligt blev Jane Horney efterhånden betragtet som en decideret sikkerhedsrisiko, der vidste alt for meget om de illegale ruter over Øresund, og Flammen forsøgte forgæves at likvidere hende under et besøg i Stockholm. Først den 20. januar 1945 blev hun dræbt med nakkeskud om bord på en fiskekutter, hvorefter liget blev viklet ind i jernlænker og smidt over bord.

Leifer selv har senere fortalt, at den oprindelige ordre til at likvidere Jane Horney kom fra England til Stockholm omkring årsskiftet 1943/44. Først for få år siden blev det så afsløret, at manden, der affyrede de dræbende skud på kutteren Tärnen ud for Höganäs, var den næstkommanderende i Studenternes Efterretningstjeneste SE, Hjalmar Ravnbo.

Straks efter befrielsen vendte Vilhelm Leifer tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet af Justitsministeriet, mens der blev samlet materiale mod ham. Den 5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for landsforræderi, spionage for besættelsesmagten og medvirken til drab på den tyske efterretningsofficer Horst Gilbert, der angiveligt skulle gøres tavs på grund af sit kendskab til Leifers samarbejde med tyskerne. Leifer afviste alle anklager men kom til at tilbringe de følgende 9 måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm.

På samme måde, som Schindlers jøder bakkede op om Oskar Schindler efter krigen, kom også mange af de mennesker, som Vilhelm Leifer hjalp under besættelsen, Leifer til undsætning i forbindelse med efterkrigstidens retssager.

Et års tid efter krigens afslutning – den 10. maj 1946 - afgav grev Carl Adam Moltke en erklæring, hvori han beskrev Leifers indsats: ”Jeg ved med sikkerhed, at en del betroede folk indenfor modstandsbevægelsen i disse år fik uvurderlig assistance af Leifer, idet denne ordnede deres visum ved sit smidige og intelligente dobbeltspil med tyskerne.”

Direktør H. Tholstrup kunne i et brev dateret den 9. september 1946 fortælle, hvorledes Leifers privatkontor i lang tid var central for en omfattende flygtningetjeneste, hvor alt blev gjort for at hjælpe de forfulgte:” … jeg ved, som mange andre, at Leifer gjorde en meget stor indsats for at komme disse ulykkelige mennesker til hjælp …” 

Også fremtrædende medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund bakkede op om Vilhelm Leifer, ligesom en lang række ledende modstandsfolk vidnede til fordel for ham, blandt andre godsejer Flemming Juncker.

I sine erindringer Men morsomt har det været, der udkom i 1983, fortalte Flemming Juncker, at Leifers ”… uomtvistelige ægte nationale intentioner fra mange hold blev draget i tvivl … Han var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter krigen.”

Da den danske modstandsbevægelse påtog sig det fulde ansvar for drabet på Horst Gilbert, måtte anklagemyndigheden frafalde drabssigtelsen. Senere blev Vilhelm Leifer pure frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne, ligesom han blev tilkendt erstatning.

Anklagemyndigheden anerkendte Vilhelm Leifers indsats for at redde ofre for besættelsesmagten, og i udskriften af retsbogen for Københavns Byrets 22. afdeling den 16. juni 1948 hedder det:Det anerkendes imidlertid fra anklagemyndighedens side, at tiltalte under de tyske jødeforfølgelser i efteråret 1943 har været virksom for og har ydet et omfattende og dygtigt arbejde for at skaffe personer af jødisk afstamning transportmuligheder til Sverige.”

Mange år senere, den 2. december 1985, erklærede overrabiner Bent Melchior, Det Mosaiske Troessamfund, at ”jeg har kendskab til en række tilfælde, hvor daværende politifuldmægtig Vilhelm Leifer ydede hjælp til medlemmer af Det mosaiske Troessamfund, så at de pågældende bley reddet i sikkerhed under de nazistiske jødeforfølge1ser.”

Samtidigt tog Melchior kategorisk afstand fra beskyldninger om, at Leifer skulle have hjulpet mennesker i nød ud fra økonomiske motiver. Overrabiner Bent Lexner sluttede senere op og afviste, at Leifer skulle have beriget sig på jødetransporterne over Sundet.

Den nu afdøde frihedskæmper Gunnar Dyrberg benægtede så sent som den 14. april 2008 i et interview med BT, at Vilhelm Leifer kunne have bestilt likvideringen af Horst Gilbert. Gunnar Dyrberg var en fremtrædende modstandsmand, der under besættelsen som afdelingsleder for modstandsgruppen Holger Danske havde et nært forhold til såvel Flammen som Citronen.

Og Dyrberg var ikke i tvivl – ingen kunne give ordrer til aktive modstandsfolk: ” Det er ikke korrekt. Flammen fik ikke ordrer fra nogen – det var der ingen af os der gjorde … Hvis en velorienteret kilde fortalte om en stikker, bestemte vi selv, om den pågældende var så farlig, at han skulle likvideres.”

Selv om Vilhelm Leifer fra mange sider blev beskrevet som èn af modstandskampens sande helte, opnåede han aldrig den fulde anerkendelse af sin indsats under besættelsen.

Holocaust


Efter et par års ophold i udlandet lykkedes det Vilhelm Leifer midt i halvtresserne at få etableret en velfungerende advokatpraksis.

Leifer døde for tyve år siden, den 26. april 1993, 88 år gammel.

En anden af de centrale skikkelser under besættelsen, Vilhelm Buhl, kunne ved krigens afslutning krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen i 1945. Også en gade fik han opkaldt efter sig: den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge Vilhelm Buhls Gade. 

- Louis Bülow

 

 

 

 

 


Fra sagsmappen i Landsarkivet – Københavns Byret, 22. afdeling, sag nr. 395/46
:

Skrivelse til Vilhelm Leifer fra Repræsentanterne for Det Mosaiske Troessamfund i København, 31/12 1945:

”Repræsentanterne vil gerne sige Dem Tak for den elskværdige Hjælpsomhed og Imødekommenhed, De stedse har udvist over for vore Troesfæller, der henvendte sig til Dem om Vejledning og Støtte. Vi beder Dem modtage Ønsket om et godt og lykkeligt Nytaar.

C. B. Henriques. Moses Metz. Karl Zachmann. M. Oppenhejm. Arthur Henriques.”

 

Skrivelse fra Erik Gradenwitz, 19/1 1946:

”Kære Politifuldmægtig Leifer! [...]

Hvad De i alle de frygtelige Okkupationsaar har betydet for mig, hvordan De altid holdt Modet oppe hos mig, hvordan De endelig hjalp mig bort fra det Tredje Riges Magtsfære, kan og vil jeg aldrig glemme. Jeg haaber og ønsker Dem af fuldt Hjerte snarlig Oprejsning [...]”

 

Rapport fra statsadvokatfuldmægtig H. Schaumburg-Christensen, 2/4 1946:

”Hun [et vidne, der arbejdede under Vilhelm Leifer på Visumkontoret for Danske] har bistået Leifer ved de illegale transporter af jøder. [...] Leifer sagde selv, at flere personer havde tilbudt ham penge eller at skaffe ham sjældne varer, men at han selvfølgelig havde afslået det. Hun har aldrig set ham gå med [til] noget, der kunne formodes at være bestikkelse. Han holdt altid pengene fra jødetransporterne i en særskilt tegnebog og pointerede, at de udelukkende blev brugt til transporterne.”

[disse penge blev jo brugt til at betale fiskere og andre med både for transporten over Sundet]

 

Erklæring fra kancellist Carlo Christensen, 13/5 1946:

”Den Omstændighed, at en Passager ikke kunde betale sin Overfart, betød ikke noget for Leifer, han har aldrig sagt Nej til at befordre en politisk Flygtning, og det hændte ogsaa, at han af de Penge, han disponerede over, betalte for Passagerer, der skulde med andre Ruter end hans egen. Han har saaledes i et bestemt Tilfælde givet mig 800 Kr. som Betaling for to jødiske Flygtninge, der ikke selv havde Midler. [...] Jeg husker dette Tilfælde tydeligt, og ved, at der har været andre lignende Tilfælde.”

 

Erklæring fra Julius Margolinsky, 10. december 1948:

”Paa given Foranledning skal jeg herved bekræfte, at ’Komiteen for de jødiske Landvæsenselever’ ved Juletid 1937 sendte Hr. Fuldmægtig V. Leifer et Diplom fra ’Det jødiske Nationalfond’ i Jerusalem, udvisende, at der af Komiteen paa hans Navn var plantet nogle Træer i Palæstina.

[...] I min Egenskab af Leder af Komiteens praktiske Arbejde, hvorunder jeg næsten daglig havde min Gang i Rigspolitichefens Fremmedafdeling, lærte jeg Hr. Leifer at kende og at værdsætte hans Dygtighed og hans altid humane og velvillige Behandling af de foreliggende Problemer.

[...] det er med Glæde, at jeg samtidigt benytter Lejligheden til at udtale, at efter min Mening har Hr. Leifers Indstilling til det jødiske Hjælpearbejde, der blev udført i Aarene før og under den tyske Besættelsestid indtil og med Jødernes Flugt til Sverige i Efteraaret 1943 altid har været præget af den forstaaende Hjælpsomhed, som er i Overensstemmelse med godt dansk Sindelag.

Jul. Margolinsky.

fg. Kontorchef ved det mosaiske Troessamfund i København.”

 

 

 

Kilder og henvisninger:

Vilhelm Leifer: Min Tid
Åse Leifer: Under regnbuen
Tore Leifer
Ove Johannsen: Tilfældet Leifer

John T Lauridsen (red.): Over stregen – under besættelsen

Erik Nørgaard: Jane Horney
Hans Kirchhoff m.fl. (red.): Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945
Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet

Henrik Dethlefsen: De illegale sverigesruter 1943-45 Studier i den maritime modstands historie

 

Louis Bülow - ©2013-15
www.auschwitz.dk
  www.winton.dk  www.gerstein.dk  www.goering.dk  www.hosenfeld.dk
www.oskarschindler.com www.emilieschindler.com   www.deathcamps.info  www.varianfry.dk