Drama i Kreml
Da Nikita Khruschev den 14. oktober 1964 - træt og udmattet efter alle de beskyldninger, der var rettet mod ham - trådte ind i Centralkomiteens mødesal for at stemme for sin afsættelse som parti- og regeringschef, begyndte klokkerne i Spaskaja-tårnet at slå deres tunge slag. Nu ringede Kremls klokker for selveste Nikita Sergejevich Khruschev, Sovjetsamfundets ubestridte førstemand og diktator igennem seks år.
Nu her næsten 35 år efter magtskiftet i Kreml står det fast, at kritikken mod Khruschev først og fremmest samlede sig om hans økonomiske politik med nedskæring af militærbudgettet som eet af de vigtigste punkter. I løbet af 1963/64 modnedes da planerne hos koldkrigerne i Kreml om at fjerne den aldrende partichef, og det belejlige øjeblik kom, da diktatoren i begyndelsen af oktober 1964 rejste til sit faste feriested i Pitsunde ved Sortehavskysten.
Leonid Brezhnev, måske den mest hensynsløse og opportunistiske karrierepolitiker i Kreml med masseudryddelse, undertrykkelse og terror som speciale. Denne Brezhnev, som i Ukraine udførte mangt et nedrigt bøddelhverv for Stalin, som udnyttede enhver lejlighed til at klatre op ad den politiske rangstige så hurtigt som muligt, og som efter at have aflivet tilstrækkeligt mange mennesker blev kaldt til Moskva for at få sin belønning - Brezhnev var rede!
Alexej Kosygin, den stilfærdige, farveløse men intelligente teknokrat, der allerede i 1940 - kun 36 år gammel - blev udnævnt til Sovjetunionens viceministerpræsident. Kosygin, som under den tyvende partikongres trodsede den almindelige stemning ved at undlade enhver kritik af Stalin, og som i modsætning til de fleste af fællerne i Kreml kun havde sin egen dygtighed at takke for sin karriere - Kosygin var rede!
Anastas Mikojan, den glatte armenier, som hidtil uforstyrreligt var gået gennem alle storme, som havde stået Lenin nær, hævet Stalin til skyerne og fulgt Khruschev som en skygge. Mikojan, som havde taget initiativet til de drastiske forholdsregler mod oprørerne i Ungarn, hvor han hædredes med betegnelsen "den russiske blodhund" - Mikojan var rede!
Mikhail Suslov, den tørre, stædige og fanatiske chefteoretiker, som i mange år havde været en af Stalins bedste håndlangere, og som var den sidste egentlige gammel-stalinist, der endnu beklædte et vigtigt embede i Kreml. Suslov som altid lurede i kulisserne og ventede på sin chance - Suslov var rede!
Rodion Malinovskij, den fårefromme sovjetmarskal, som i oktober 1957 efterfulgte helten fra den anden verdenskrig G. Shukov som Sovjetunionens forsvarsminister, partilakajen Malinovskij, som hidtil loyalt havde fulgt partiapparatets direktiver og støttet Khruschevs politik, men som nu gik imod nedskæringsplanerne for militæret - Malinovskij var rede!
Alexander Sjelepin, den unge fremadstræbende politiker, som i de senere år havde optrådt som en slags mystisk "grå emminence", og som sammen med sin nærmeste medarbejder Vladimir Semitchasnij fuldstændigt kontrollerede politiapparatet og sikkerhedstjenesten, selve symbolet på ny-stalinisternes hårde kerne - Sjelepin var rede!
Disse seks politikere – de mest fremtrædende af dèt komplot, hvis mål det var at føre Khruschev til slagtebænken - var rede! Spørgsmålet var så: Var det udvalgte offer rede til at lade sig slagte ?
Khruschev med sine banemænd, bl.a. Suslov, Brezhnev og Mikojan
Det var i øvrigt anden gang, at Khruschevs modstandere gjorde forsøg på at fjerne ham. Syv år tidligere - i juni 1957 - havde Molotov på oppositionens vegne foreslået det 11 mand store præsidium, at Khruschev øjeblikkeligt blev fjernet fra sin stilling som partiets generalsekretær. Præsidiets flertal støttede forslaget, og Khruschev var tilsyneladende færdig. Men det lykkedes ham i sidste øjeblik at få præsidiets afgørelse indbragt for Centralkomiteen, som han fuldstændigt dominerede. Resultatet blev da også, at rebellerne - Molotov, Malenkov, Kaganovich, Sjepilov og Saburov - alle blev udrenset.
Et sådant skæbnesvangert fejlgreb havde lederne af den ny sammensværgelse ikke i sinde at begå. Søndag d. 11. oktober 1964 begyndte Centralkomiteens menige medlemmer i dybeste hemmelighed at samles i Kreml, og mandag aften - da langt de fleste af de 170 medlemmer havde indfundet sig i mødesalen - blev de orienteret om, hvad der forestod.
Alt var da parat, og tidligt den næste morgen fik Khruschev telefonisk besked om, at partipræsidiet var blevet indkaldt til møde, og hans tilstedeværelse var ønsket.
I hovedstadens stærkt bevogtede lufthavn blev han modtaget af politichefen Semitchasnij, og Khruschev måtte ane, at et eller var gået galt i hans ellers så velsmurte partimaskineri.
Da Khruschev nåede Kreml, blev han straks ført til det værelse, hvor præsidiet hele dagen havde holdt møde.
Så snart han havde taget plads, begyndte mødet. Partiteoretikeren Mikhail Suslov begyndte offensiven med en lang redegørelse for den aldrende partileders mange forsyndelser. Som nævnt samlede kritikken sig først og fremmest om Khruschevs økonomiske politik. Suslov erklærede, at siden Stalins død havde Khruschev påtaget sig rollen som landbrugsekspert, men landbruget var fremdeles det svageste led i den sovjetiske økonomi efter et årti, hvor partichefen havde bragt dette og hint mirakelmiddel i anvendelse uden held. Han havde ødet kæmpesummer på sit yndlingsprojekt, opdyrkelsen af de jomfruelige jorder, hvorpå han havde vist sig ude af stand til at få konkrete resultater ud af projektet.
Suslov erklærede, at den fejlslagne landbrugspolitik havde bragt en så total forvirring i den økonomiske planlægning, at Sovjetunionen for første gang måtte nøjes med en 2-års plan for 1964 og 1965. Endelig - fortsatte Suslov - var Khruschev nær ved at forårsage en katastrofe, da han i 1962 delte hele partiorganisationen i to parallelle grene, der beskæftigede sig med henholdsvis landbrug og industri.
På det udenrigspolitiske område var den uforsonlige strid med Kina det alvorligste anklagepunkt.
Endelig var kritikken mod partichefen til dels af rent personlig karakter. Khruschev fik at vide, at han havde svigtet på grund af "skrivebordsmetoder, subjektivisme, vulgaritet, barnagtig planlægning, umodne konklusioner, hovmod, praleri, snak "o.s.v.
Anklagedokumentet var på ca 50 sider og omfattede i alt 29 punkter, der alle gjaldt Khruschevs fejltagelser og svagheder. Suslovs oplæsning varede omkring 4 timer, hvorefter Khruschev tog ordet for at svare på kritikken.
I en dramatisk og følelsesbetonet tale forsøgte han at vende stemningen i partipræsidiet. Han brugte hele sit ordforråd af stærke gloser, gestikulerede med armene og slog i bordet. Han talte foragteligt om sine venner og kolleger, der var faldet ham i ryggen, han talte om utaknemlighed og om sine egne fortjenester.
Men selv om han tog alle sine overtalelsesevner, sit taktiske talent og sin pågåenhed i brug, faldt ordene på stengrund. Han afsluttede sit defensorat med at erklære, at han simpelthen nægtede at bøje sig for præsidiets afgørelse. Han krævede i stedet, at partiets Centralkomite skulle kaldes sammen for at tage stilling til anklagerne.
Da meddelte Suslov ham, at Centralkomiteens medlemmer allerede var blevet kaldt til Kreml for at modtage hans afskedsbegæring. De sad og ventede i en tilstødende mødesal, fuldt orienterede om de anklager og beskyldninger, der var blevet fremsat.
Khruschev, der var sluppet helskindet gennem så mange bataljer og snigløb i Kreml, som havde været med i topledelsen igennem 25 år - Khruschev var færdig.
Træt og udmattet fulgte han med sine anklagere ind i Centralkomiteens mødesal for at stemme for sin afsættelse som parti- og regeringschef.
Der var en dødlignende tavshed, da Suslov rejste sig for at resumere anklagedokumentet. Derefter blev det besluttet at stille spørgsmålet om Khruschevs tilbagetræden under afstemning. Ko-miteens medlemmer løftede deres hænder bekræftende, og Khruschev fulgte trop. Hans skæbne var beseglet - han var ikke længere Sovjetsamfundets røde zar!
Beslutningen om hans afsættelse blev hemmeligholdt et døgn, og først torsdag d. 15. Oktober fire minutter over midnat blev der udsendt en officiel meddelelse, hvori det hed, at "..... den 70-årige regeringschef og partileder efter eget ønske var blevet fritaget for sine pligter under hensyntagen til hans fremskredne alder og forværringen i hans helbredstilstand ......."
Louis Bülow
1957 Man of the Year: Nikita Khrushchev
http://www.econ.uiuc.edu/~slavrev/upenn/spring95/gorl.html