Når Sovjetsamfundets røde zar og førstemand Boris Jeltsin raver rundt i Kremlpaladsets kejser-Palæ med den gyldne kuppel over sig, zarernes gravmonumenter under sig og Kreml-befæstningens 14 tårne omkring sig, fremkalder det mindelser om en anden Sovjetleder og diktator igennem 8 år, Nikita Sergejevich Khruschev.
Hvor Jeltsin ved receptioner for diplomater og ambassadører i overrislet tilstand kan finde på at knibe de kvindelige sekretærer elskværdigt bagi, gik Khruschev ved en fornem middag i den amerikanske ambassade hen til den værdige, aristokratiske tidligere præsidentfrue Mrs. Eleanore Roosevelt, kildrede hende kærligt i hendes hvide nakkehår, mens han mumlede:" Min lille, hvide fredsdue ….."
  •  
    Under et officielt besøg i Tyskland, hvor et stort orkester spillede, greb Jeltsin pludseligt taktstokken for med stort besvær at gøre et forsøg på at dirigere musikken. Under sit besøg i USA i 1959 sang Khruschev fra sin balkon i den sovjetiske ambassade et par linjer fra hymnen "Internationale" og forsøgte at dirigere et orkester, som han hørte spille i et hus på den anden side gaden. Og da en gruppe mondæne damer under samme besøg i Hotel Plaza råbte "Boo …" efter Khruschev, drejede han resolut omkring og råbte "Boo …" efter dem.
     
    Eller da Jeltsin ved Sovjetunionens sammenbrud brutalt gav Michail Gorbachev dødsstødet og for øjnene af Dumaens medlemmer fratog ham ordet og nærmest behandlede ham som en slags dummepeter - på samme måde hvæssede Khruschev sit vid på Sovjetunionens ministerpræsident i halvtredserne Nicolaj Bulganin: "Hvorfor får du ikke raget dit gamle, mølædte skæg af ?", spurgte Khruschev ham ved en britisk reception i Moskva. Ligesom han bramfrit råbte "Ned med Gromyko!" om sin udenrigsminister Andrej Gromyko, da denne kom for sent.
     
    Mens Jeltsin ved det seneste præsidentvalg tilsyneladende fuld af livskraft kastede sig ud i russiske folkedanse og lystigt hoppede op og ned, mens han sparkede benene ud til siderne, kunne Nikita Khruschev ligeledes under sit besøg i USA ikke dy sig for at brillere med en parodi på den franske korpige-dans Can-Can, vifte yndefuldt med sine jakkeskøder for som et effektfuldt punktum at give sig selv et ordentligt klask i enden.
     
    Eller hvor Jeltsin kan optræde snart som en glad bror Lystig og minde om en gemytlig julemand, snart som en truende russisk tankvogn, kunne Khruschev med vanlig grovhed i overværelse af 2000 delegerede og 2000 journalister lave skandale ved FN.s 15. generalforsamling, afbryde prominente statsledere med høje tilråb, kalde Sikkerhedsrådet en "spyttebakke" for endeligt at tage sine berømte sko af, svinge dem i luften og knalde dem i bordet med eftertryk. Generalforsamlingens formand knækkede skaftet på sin dirigenthammer, da han forsøgte at kalde Khruschev til orden, og afbrød så i stedet hele det tekniske system med højtalere og høretelefoner …..
     
    Men hvor koldkrigerne i Kreml gang på gang er kommet til kort overfor en Boris Jeltsin, der fører politik, som han spiller skak med velberegnede, omhyggeligt udspekulerede træk, lykkedes det dengang at få afsat Nikita Khruschev midt i hans reformperiode.
     
    Hidtil har Jeltsin som en sand mester i politisk håndgemæng og rænkespil kunnet afværge alle kupforsøg - hensynsløst har han kunnet navigere sig frem , mens han har skubbet alle sine rivaler til side én efter én ved udfoldelse af dristig balancekunst. Takket være et aldrig svigtende politisk instinkt har han kunnet holde balancen på sin farlige klatretur mod magtens tinder. Intet opportunistisk omslag, ingen sik-sak-vej har været ham for besværlig og lang i hans uvægerlige styren mod magten.
     
    I årenes løb har mange fået dèt indtryk, at Jeltsin er en tølperagtig klovn, en komiker sløvet af druk og lettere beruset hele tiden - men de mange rygter omkring hans drikkevaner er noget overdrevne. Det er for let bare at trække på skuldrene af en bombastisk Boris Jeltsin, der så ofte måtte støtte sig til sine sikkerhedsfolk efter festerne i Kreml for at flytte benene i den rette rækkefølge.
     
    Han er selskabelig, kan lide at leve godt og holder af at skåle i vodka, ingen tvivl om det. Men snarere som en lystig fætter, ikke som en drukkenbolt.
     
    Utvivlsomt har han har haft brug for hver eneste stump af sin klare og uomtågede hjerne så at sige døgnet rundt i de mange år, han arbejdede sig op mod magtens tinder.
     
    Men han holder også af at spille rollen som den joviale og forstandige leder, der slår folk på skuldrene, elsker gilder og rampelys og en grovkornet spøg. En mild og vennesæl, næsten kærlig patriark, der færdes lige hjemmevant i den russiske landsby som på den globale arena. En mand af folket, som hele verden er dus med.
    Det er dèt indtryk, som efterhånden har befæstet sig i den vestlige verden.
     
    Det er en fremragende skuespillerpræstation - men dèt faktum, at netop han har kunnet sætte sig tilrette ved eneherskerens skrivebord i Kreml, mens hans mindre hårdkogte kolleger ubarmhjertigt blev udrenset, er vidnesbyrd om, hvilket stof han er gjort af.
     
    Bag det overstrømmende ydre skjuler sig en hensynsløs og opportunistisk karrierepolitiker , der har banet sig vej frem til sin nuværende position ved uhæmmet brug af en ganske enestående og rå brutalitet …..

    De senere år har den 67-årige Jeltsins præsidentperiode været stærkt præget af sygdom - så sent som i sidste uge måtte han afbryde en rejse i Centralasien og tage tilbage til Moskva, sygemeldt på ubestemt tid. Han forekom svag og usikker på benene, var ved at falde men blev grebet i tide af den usbekiske præsident. Hans talsmand har betegnet hans tilstand som forkølelse og infektion i luftvejene, en forklaring de russiske medier åbent tvivler om er hele sandheden. Hans kritikere hævder, præsidenten er alvorligt syg med symptomer på demenssygdommen Alzheimers.
     
    Når klokkerne i Spasskaja-tårnet i Kreml slår sine tunge slag, og den råkolde luft tungt hviler over Moskva-floden, spekulerer menigmand i sit stille sind på, om Kremls klokker nu ringer for selveste Boris Nicolajevich Jeltsin, Sovjetsamfundets mægtigste mand …..
    •

    Louis Bülow