Afsløringen af århundredets største økonomiske forbrydelse, selskabstømninger for to milliarder kroner, har kastet lys helt ned i bunden af den danske finansjungle og vist os et plumråddent forretningsområde fyldt med agtværdige erhvervsnavne kendt i samfundslivet som spidser, forbilleder og højtrespekterede samfundsstøtter. Helt igennem pæne mennesker, bistået af ivrige banker, advokater og revisorer mod behørigt honorar, ragede uden blusel milliarder til sig og lod de danske skatteydere betale ved kasse èt. 

På det seneste har flere fremtrædende jurister rettet hård kritik mod Bagmandspolitiet for at have ladet en række af landets højest betalte skatterådgivere samt deres ”pæne” klienter gå fri i det store retsopgør. Et opgør, hvor tiden nu er ved at være forpasset – forældelsesfristen er i langt de fleste tilfælde fem år, hvorefter sagerne strafferetligt er forældet. 

Køberne, der gjorde det grove arbejde, har på stribe har fået lange fængselsstraffe (Poul Fischer 7 år, Bjørn Stiedl 7 år, Jens Sejerøe-Olsen 6 år, Kai Hoffman 6 år, Jan Mikkelsen 5 år o.s.v.) mens sælgerne, der kom fra samfundets pæne etablerede kredse, er sluppet med at betale erstatning. Selv om netop sælgerne og deres topprofessionelle rådgivere ofte fik den største del af fortjenesten. 

Et forhold, der har skabt megen undren, og fik skatteadvokaten Lars Henriksen, Århus, til i Jyllands-Posten tørt at konstatere: ”Jeg tror ikke, at man reelt har været interesseret i at tage noget retsopgør - blandt andet på grund af det persongalleri, man skulle have fat i.”  

Som avisen stilfærdigt gjorde opmærksom på, omfattede dette persongalleri blandt så mange andre tilfældigvis en statsautoriseret revisor, der – udover at have ydet rådgivning til såvel Bagmandspolitiet som dets tidligere chef Michael Clan – tillige havde solgt selskaber til tømning … 

Den fremtrædende advokat Håkun Djurhus, ekspert i de juridiske aspekter omkring sælgernes og rådgivernes ansvar, sagde det lige ud: ”Enten har anklagemyndigheden været helt åbenbart og skandaløst inkompetent, eller også har man bevidst tabt dét her på gulvet, og jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at det sidste må være tilfældet.” 

I alle sager afgør Told og Skatteregionen efter kortlægning af bl.a. de skattemæssige forhold ved salget, om der kan rejses tiltale og erstatningskrav. Her spiller det en afgørende rolle, om sælgerne af selskaberne har haft viden eller formodning om, hvad der ville ske på købersiden. Det ses, at det er et tungt og langsommeligt udredningsarbejde, inden sagskomplekserne er trevlet op.  

H. Martinsen Statsautoriseret Revisionsaktieselskab er et anerkendt revisionsfirma med 150 medarbejdere i Esbjerg, Grindsted, Kolding, Varde, Vejen og Vejle, og placeret solidt i billedet som det lokale revisionsfirma. Firmaet, der blev grundlagt i Vejle og har eksisteret siden 1940, fremhæver på sin hjemmeside på Internettet, at man er blevet kaldt "offentlighedens tillidsrepræsentanter" ligesom man, citat:" .. yder assistance inden for alle den statsautoriserede revisors arbejdsområder. Vore produkter og ydelser er nøje tilpasset vore kunders ønsker, størrelse og branche." 

Det må være tilladt at spørge, om de velrenommerede statsautoriserede revisorer H. Martinsen vil anføre, at deres medvirken begrænsede sig til rådgivning og professionel bistand - når det fremgår af en udskrift af EDB-registret vedr. selskabstømninger, som Told og Skattestyrelsen har udarbejdet, at de i 1993 solgte deres eget selskab eller måske rettere deres eget mellemværende med skattevæsenet til en selskabstømmer, via et vekselererfirma ? En selskabshandel, der blev udførligt gennemgået af journalisterne Jesper Steinmetz og Mikkel Hertz i Jyllands-Posten onsdag d. 8. juni 1994 under overskriften ”Det dårlige selskab”. 

Eller vil Sydbank - eet af samfundets førende pengeinstitutter med mere end 300.000 kunder og 88.000 aktionærer - anføre, at det kun var at betragte som "almindelig betalingsformidling", når banken tjente millioner på at sælge sit eget datterselskab Børs Syd A/S, reg. nr. 156711 med en aktiekapital på 25 millioner kroner, der straks hvirvledes ind i malstrømmen af selskabstømninger. Også denne handel blev gransket i Jyllands-Posten, denne gang d. 1. juli 1994 i en artikel af journalist John Hansen med overskriften: ”Sydbank solgte skattekroner”. 

En helt virtuos kreativitet i dèn forbindelse fortjener at blive draget frem i lyset. Der er i virkeligheden præsteret et yderst interessant stykke detektivarbejde, der afslører, hvordan man som sælger kan gøre en ualmindelig god og givtig bankforretning. 

Den 5. oktober 1990 solgte Sydbank sit datterselskab, det tidligere Børs Syd A/S, nu Financieringsselskabet af 5.4.1990, til et selskab ejet af en kunde i Sydbanks Aalborg-afdeling. Denne afdeling af Sydbank havde medvirket ved flere af kundens tidligere opkøb af selskaber. 

Kunden indbetalte kr. 72,5 mill. til Sydbanks Hovedsæde i Aabenraa og modtog straks herefter Financieringsselskabet af 5.4.1990`s pengebeholdning på kr. 75,5 mill. Heraf var kr. fem mill. beregnet til betaling af skat, så - summa summarum: Sydbank tjente to millioner kroner på at sælge sit eget tidligere børsmæglerselskab! 

Det turde være overflødigt at konstatere, at selskabet den 29. december 1992 efter at være blevet videresolgt, blev tvangsopløst uden midler ribbet for alt - også dèt beløb, der stadig ikke var afregnet med skattevæsenet. 

Køberne blev af politiet sigtet for medvirken til skyldnersvig i forbindelse med selskabstømning.  

Hvad angår Sydbank - i et særnummer af bankens aktionær- og kundeblad fremhævede Sydbank sin vision for de kommende år, nemlig .."at videreudvikle banken som de lønsomme kunders, aktionærernes og medarbejdernes velrenommerede bank ..." 

I mellemtiden har der været kø ved håndvasken: 

de implicerede banker har haft travlt med at påstå, at deres aktive medvirken kun var at betragte som almindelig betalingsformidling, hvor man handlede fuldt og helt i god tro  

de involverede advokater og revisorer har også haft travlt med hvidvaskningen. Deres medvirken begrænsede sig til almindelig økonomisk rådgivning og rettidig sagkyndig bistand 

og sælgerne, der ofte fik det største udbytte, ja sælgerne vidste ingenting! 

Men tiden er som nævnt ved at være forpasset. Det eneste, disse respektable samfundsstøtter frygtede, var et massivt retsopgør og dermed afsløring, hvor ingen gik fri, hvor alle navne kom på bordet. Disse pæne erhvervsnavne, der med sugerøret nede i samfundets kasse fik mulighed for at stryge århundredets fortjeneste. 

Disse medborgere og solide samfundsstøtter, der valgte tavsheden og dukkede sig af angst for deres image og skjult bag skrivebordet febrilske og skræmte håbede på, at debatten klingede ud, uden at de blev nævnt og sat i forbindelse med den stygge selskabstømning.  

Det eneste, de frygtede, var ridser i lakken – facaden skulle være i orden ........
 
/ Louis Bülow
 

Justitsministeriet
Skatteministeriet

Retsinformation

Nationalbanken

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen