Afsløringen
af århundredets største økonomiske forbrydelse, selskabstømninger
for to milliarder kroner, har kastet lys helt ned i bunden af den
danske finansjungle og vist os et plumråddent forretningsområde
fyldt med agtværdige erhvervsnavne kendt i samfundslivet som
spidser, forbilleder og højtrespekterede samfundsstøtter. Helt
igennem pæne mennesker, bistået af ivrige banker, advokater og
revisorer mod behørigt honorar, ragede uden blusel milliarder til
sig og lod de danske skatteydere betale ved kasse èt.
På
det seneste har flere fremtrædende jurister rettet hård kritik mod
Bagmandspolitiet for at have ladet en række af landets højest
betalte skatterådgivere samt deres ”pæne” klienter gå fri i
det store retsopgør. Et opgør, hvor tiden nu er ved at være
forpasset – forældelsesfristen er i langt de fleste tilfælde fem
år, hvorefter sagerne strafferetligt er forældet.
Køberne,
der gjorde det grove arbejde, har på stribe har fået lange fængselsstraffe
(Poul Fischer 7 år, Bjørn Stiedl 7 år, Jens Sejerøe-Olsen 6 år,
Kai Hoffman 6 år, Jan Mikkelsen 5 år o.s.v.) mens sælgerne, der
kom fra samfundets pæne etablerede kredse, er sluppet med at betale
erstatning. Selv om netop sælgerne og deres topprofessionelle rådgivere
ofte fik den største del af fortjenesten.
Et
forhold, der har skabt megen undren, og fik skatteadvokaten Lars
Henriksen, Århus, til i Jyllands-Posten tørt at konstatere:
”Jeg tror ikke, at man reelt har været interesseret i at tage
noget retsopgør - blandt andet på grund af det persongalleri, man
skulle have fat i.”
Som
avisen stilfærdigt gjorde opmærksom på, omfattede dette
persongalleri blandt så mange andre tilfældigvis en
statsautoriseret revisor, der – udover at have ydet rådgivning
til såvel Bagmandspolitiet som dets tidligere chef Michael Clan –
tillige havde solgt selskaber til tømning …
Den
fremtrædende advokat Håkun Djurhus, ekspert i de juridiske
aspekter omkring sælgernes og rådgivernes ansvar, sagde det lige
ud: ”Enten
har anklagemyndigheden været helt åbenbart og skandaløst
inkompetent, eller også har man bevidst tabt dét her på gulvet,
og jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at det sidste må være
tilfældet.”
I
alle sager afgør Told og Skatteregionen efter kortlægning af bl.a.
de skattemæssige forhold ved salget, om der kan rejses tiltale og
erstatningskrav. Her spiller det en afgørende rolle, om sælgerne
af selskaberne har haft viden eller formodning om, hvad der ville
ske på købersiden. Det ses, at det er et tungt og langsommeligt
udredningsarbejde, inden sagskomplekserne er trevlet op.
H.
Martinsen Statsautoriseret Revisionsaktieselskab er et anerkendt
revisionsfirma med 150 medarbejdere i Esbjerg, Grindsted, Kolding,
Varde, Vejen og Vejle, og placeret solidt i billedet som det lokale
revisionsfirma. Firmaet, der blev grundlagt i Vejle og har
eksisteret siden 1940, fremhæver på sin hjemmeside på
Internettet, at man er blevet
kaldt "offentlighedens tillidsrepræsentanter" ligesom man,
citat:" .. yder assistance inden for alle den statsautoriserede
revisors arbejdsområder. Vore produkter og ydelser er nøje
tilpasset vore kunders ønsker, størrelse og branche."
Det
må være tilladt at spørge, om de velrenommerede statsautoriserede
revisorer H. Martinsen vil anføre, at deres medvirken begrænsede
sig til rådgivning og professionel bistand - når det fremgår af
en udskrift af EDB-registret vedr. selskabstømninger, som Told og
Skattestyrelsen har udarbejdet, at de i 1993 solgte deres eget
selskab eller måske rettere deres eget mellemværende med skattevæsenet
til en selskabstømmer, via et vekselererfirma ? En selskabshandel,
der blev udførligt gennemgået af journalisterne Jesper Steinmetz
og Mikkel Hertz i Jyllands-Posten onsdag d. 8. juni 1994 under
overskriften ”Det dårlige selskab”.
Eller
vil Sydbank - eet af samfundets førende pengeinstitutter med mere
end 300.000 kunder og 88.000 aktionærer - anføre, at det kun var
at betragte som "almindelig betalingsformidling", når
banken tjente millioner på at sælge sit eget datterselskab Børs
Syd A/S, reg. nr. 156711 med en aktiekapital på 25 millioner
kroner, der straks hvirvledes ind i malstrømmen af selskabstømninger.
Også denne handel blev gransket i Jyllands-Posten, denne gang d. 1.
juli 1994 i en artikel af journalist John Hansen med overskriften:
”Sydbank solgte skattekroner”.
En
helt virtuos kreativitet i dèn forbindelse fortjener at blive
draget frem i lyset. Der er i virkeligheden præsteret et yderst
interessant stykke detektivarbejde, der afslører, hvordan man som sælger
kan gøre en ualmindelig god og givtig bankforretning.
Den
5. oktober 1990 solgte Sydbank sit datterselskab, det tidligere Børs
Syd A/S, nu Financieringsselskabet af 5.4.1990, til et selskab ejet
af en kunde i Sydbanks Aalborg-afdeling. Denne afdeling af Sydbank
havde medvirket ved flere af kundens tidligere opkøb af selskaber.
Kunden
indbetalte kr. 72,5 mill. til Sydbanks Hovedsæde i Aabenraa og
modtog straks herefter Financieringsselskabet af 5.4.1990`s
pengebeholdning på kr. 75,5 mill. Heraf var kr. fem mill. beregnet
til betaling af skat, så - summa summarum: Sydbank tjente to
millioner kroner på at sælge sit eget tidligere børsmæglerselskab!
Det
turde være overflødigt at konstatere, at selskabet den 29.
december 1992 efter at være blevet videresolgt, blev tvangsopløst
uden midler ribbet for alt - også dèt beløb, der stadig ikke var
afregnet med skattevæsenet.
Køberne
blev af politiet sigtet for medvirken til skyldnersvig i forbindelse
med selskabstømning.
Hvad
angår Sydbank - i et særnummer af bankens aktionær- og kundeblad
fremhævede Sydbank sin vision for de kommende år, nemlig
.."at videreudvikle banken som de lønsomme kunders, aktionærernes
og medarbejdernes velrenommerede bank ..."
I
mellemtiden har der været kø ved håndvasken:
de
implicerede banker har haft travlt med at påstå, at deres aktive
medvirken kun var at betragte som almindelig betalingsformidling,
hvor man handlede fuldt og helt i god tro
de
involverede advokater og revisorer har også haft travlt med
hvidvaskningen. Deres medvirken begrænsede sig til almindelig økonomisk
rådgivning og rettidig sagkyndig bistand
og
sælgerne, der ofte fik det største udbytte, ja sælgerne vidste
ingenting!
Men
tiden er som nævnt ved at være forpasset. Det eneste, disse
respektable samfundsstøtter frygtede, var et massivt retsopgør og
dermed afsløring, hvor ingen gik fri, hvor alle navne kom på
bordet. Disse pæne erhvervsnavne, der med sugerøret nede i
samfundets kasse fik mulighed for at stryge århundredets
fortjeneste.
Disse
medborgere og solide samfundsstøtter, der valgte tavsheden og
dukkede sig af angst for deres image og skjult bag skrivebordet
febrilske og skræmte håbede på, at debatten klingede ud, uden at
de blev nævnt og sat i forbindelse med den stygge selskabstømning.
- / Louis Bülow
