KANNIBALEN FRA MILWAUKEE

For et par uger siden gik en 37-årig nynazist amok i et jødisk medborgercenter i Los Angeles, åbnede ild med en maskinpistol mod helt tilfældige mennesker og sårede tre små drenge og to kvinder. Under flugten fra gerningsstedet myrdede han en tilfældig postarbejder, der var ved at omdele dagens post.

Dette var det seneste drama i den tilsyneladende endeløse række af mord, terror- og voldshandlinger, der i årevis har præget U.S.A. Overalt i det amerikanske samfund svælges der i bloddryppende beskrivelser og saftige detaljer - via Internettet, direkte TV transmissioner, aviser, tidsskrifter, bøger, dokumentarprogrammer. End ikke den uhyggelige brusebadsscene fra Alfred Hitchcocks berømte gyser "Psyko" kan være med, når CNN blænder op ...

Som da en ung mand i juli 1997 med sit brutale mord på modekongen Gianni Versace afsluttede en legende - men hånd i hånd med medierne skabte en anden, mere dyster og uhyggelig: Andrew Philip Cunanan, 27-årig seriemorder, der en måned forinden af FBI blev placeret på listen over de 10 mest eftersøgte i USA, anklaget for fire mord i tre stater. Op til mordet på Versace var Cunanan genstand for een af de mest omfattende menneskejagter i USA`s historie, hvor hele nationen med stive øjne og tilbageholdt åndedræt fulgte hans blodige odyssè tværs igennem staterne på første parket.

Kun fordi Andrew Cunanan ganske kort tid før sin arrestation begik selvmord, gik nationen glip af sidste akt: en afslørende retssag med alle tilhørende ingredienser. Nu måtte man nøjes med de sidste billeder af det næsten nøgne lig, hvor blodet strømmede ud af ører, mund og næse.

Jeffrey Dahmer med faderen Lionel

Så fik man unægteligt mere gys og spænding 6 år tidligere, da en anden seriemorder, Jeffrey Dahmer, i juli 1991 chokerede hele U.S.A. ved at tilstå bestialsk at have myrdet og parteret 17 unge mænd, efter at have lokket sine ofre med hjem og bedøvet dem. Dahmer blev arresteret ved et tilfælde, da et af hans ofre mirakuløst undslap fra lejligheden og tilkaldte politiet. Da man ransagede den lille lejlighed, fandt man af fødevarer kun en pose chips - og i køleskabet et menneskehoved. I en fryser lå der plastikposer med yderligere 3 menneskehoveder og et blodigt menneskehjerte. I alt blev der fundet kranier, knogler og afskårne lemmer fra 11 ofre ...

En hel nation kunne chokeret følge med på TV, da politiets teknikere iført beskyttelsesdragter og masker begyndte at fjerne de uhyggelige fund i store, sorte plastiksække - den hæslige stank af forrådnet kød bredte sig næsten helt ind i de amerikanske stuer.

Jeffrey Dahmer

I en opsigtsvækkende retssag tilstod Jeffrey Dahmer, i medierne døbt Kannibalen fra Milwaukee, sig skyldig i mord, usømmelig omgang med lig og kannibalisme men erklærede sig mentalt utilregnelig. Juryen var dog ikke i tvivl og dømte Dahmer efter anklageskriftet, 15 gange livstidsfængsel uden mulighed for benådning - i Wisconsin kunne der ikke idømmes dødsstraf.

Tønden, hvori Dahmer opløste sine ofre

Men hermed blev der ikke sat punktum for historien om seriemorderen Jeffrey Dahmer. Hans far, Lionel Dahmer, fik med usædvanlig situationsfornemmelse udgivet en bog om sin berømte søn "A Father`s Story", en bog der i øvrigt gjorde ham ret velhavende.

Jeffrey Dahmer som dreng

Dahmer T-shirts blev den helt store sællert ved dè års heavy-metals koncerter, ligesom tegneserier om hans ugerninger ligefrem blev revet væk.

Efter et par år fik Jeffrey Dahmer fængselsmyndighedernes tilladelse til at lade sig interviewe til landsdækkende TV-udsendelser som "Dateline NBC" og "Inside Edition", interviews der fik enorm pressedækning og skyhøje seertal. Her fik Dahmer lejlighed til i mindste detalje at fortælle om sin seksualitet, sine følelser og sine forbrydelser, f.eks da han skulle forklare, hvorfor han åd sine ofres hjerter:"Det var for at få følelsen af, at de var en del af mig ..."

Eller da han uanfægtet fortalte, hvorledes han havde medbragt en taske med et mumificeret hoved på sit arbejde og anbragt det i sit garderobeskab:"Jeg ønskede at have noget af dette menneske hos mig..."

Tre af Jeffrey Dahmers ofre - Steve Hicks, Richard Guerrero og Anthony Lee Sears

Efter TV-udsendelserne sendte fans fra hele U.S.A. tusinder af dollars, bøger og bibler til Dahmer, der under fængselsopholdet var blevet omvendt til kristendommen - et uhyre i menneskeskikkelse, en massemorder, hvis mest dunkle hemmeligheder var blevet offentlig underholdning.

Men også føljetonen om Jeffrey Dahmer, Kannibalen fra Milwaukee, fik omsider sin dramatiske afslutning - den 28. november 1994 blev han overfaldet i fængslets baderum og mishandlet af en anden fange, Christopher Scarver, der påstod at handle direkte efter ordre fra Gud. Jeffrey Dahmer døde af sine kvæstelser en time senere - og kom for sidste gang på direkte TV og avisernes forsider ...

Tæppet kunne gå for sidste akt. Medierne kunne makabert berette, hvorledes hans mor, Joyce, så mindeligt bad om at få hans hjerne bevaret for eftertiden i formalin, mens faderen Lionel Dahmer slæbte hende i retten for at få liget af sønnen kremeret fuldt og helt. Og han nåede alle forsider, da han inderligt bedyrede:"Min søn er ikke noget uhyre ..."